Udskriv


Foto: Lille kobbersneppe af Ulrik Bruun

Fugleliv hele året
Stormengene og vaden ved Havneby er et vigtigt levested for mange vadefugle, både for de, som er på vej til og fra vinterkvarteret, og for de, som yngler i området.

Om foråret flyver alle knortegæssene til Sibirien for at yngle og er derfor væk fra området hele sommeren. Fra sidst i april til midt i maj kan man opleve op til 50.000 lille kobbersneppe i den danske del af Vadehavet. Ænder, vadefugle, terner og småfugle yngler i Stormengene i disse måneder. 

Om sommeren tager visse fugle forspring på efterårstrækket, for allerede i juli er trækket i gang. Store skarer af vadefugle holder til og kan derfor ses på vaden og ved forlandet. 

Om efteråret dukker ænder og gæs op. Fra øens sydspids kan man hele efteråret opleve de trækkende småfugle, som hviler sig i krattene eller på markerne. I godt vejr trækker også forskellige rovfugle ud fra sydspidsen.

Om vinteren er der stille i Stormengene. Men snart er det forår, og så kan hele sceneriet opleves igen. Lærker, viber og stære er blandt de første forårsbebudere. Alle de andre følger efter fra marts til maj. Yngletiden venter.