mandag 8. maj 2017

Smuk Tårnenes Dag i Nivå

Fugleværnsfondens reservat i Nivå Bugt Strandenge vandt ikke på antal fuglearter, men helt sikkert på sceneriet, da der blev afholdt Tårnenes Dag i lørdags.

af Bo Svensmark og Hanne Havemose

Lørdag den 6. maj afholdtes traditionen tro Tårnenes Dag i Danmark med flere tusinde ornitologer og besøgende i flere hundrede fugletårne. Udover at være en landskamp mellem de nordiske lande, er det også en kamp mellem de deltagende tårne i Danmark, der tæller fuglearter indenfor et givent tidsrum og sammenligner optællinger til sidst.

I Nivå var forholdene imidlertid ikke til hård konkurrence i antal arter, men snarere til at nyde naturen som den tog sig ud på en af de smukkeste forårsdage indtil nu.

Dagen i fugletårnet var på alle måder en fredfyldt dag. Der var totalt vindstille fra tidlig morgen til middag og ret få fugle. I de tidlige morgentimer var der meget lidt trafikstøj fra strandvejen, og solopgangen var usædvanlig smuk med en mørk skydækket himmel på nær en smal rødglødende åbning over Helsingborg, hvor solen nåede fugletårnet kl. 5.15.

Det var med andre ord en dag, hvor fugle og mennesker nød livet i fred og ro. Skydækket holdt sig til ved 10-tiden, hvorefter solen skinnede fra en blå himmel og det blev behageligt varmt. Der blev set 44 fuglearter i alt, dvs. alle de mest almindelige arter, heriblandt 3 vadefugle: mudderklirer, strandskader og viber.

Viberne var meget aktive og boltrede sig i luften, dels over engen nord for tårnet og dels på vandet mest nord for tårnet, så det var en ren fornøjelse. Den første rovfugl, en tårnfalk, kom ved 10-tiden, den første musvåge kl. 10.30 og en spurvehøg først en time senere. Af sangere blev der set rørsanger, gransanger og løvsanger fra tårnet, men der var kærsanger, sivsanger og gærdesangere længere inde mod strandvejen. En bonus-art, var kongeskibet Dannebrog, der sejlede fra Helsingør sydpå på en spejlblank Øresund.

Annette, Ivan og Bo fra den frivillige arbejdsgruppe var på stedet fra kl. 5 til 12, og der kom i alt 29 flere forbi, inklusive mange lokale fra arbejdsgruppen, så det var ikke imponerende, men det gode vejr har nok lokket til andre aktiviteter eller almindelig dovenskab... Det var dog en usædvanlig smuk Tårnenes Dag, selv om rekorden ikke tilnærmelsesvis blev slået. Vi lader billederne fortælle resten og opfordrer alle til at besøge Danmarks smukkeste fugletårn, som tager sig så smukt ud lige nu.



 

Information