Udskriv

Åbent hus i det nyrenoverede fugleskjul Bøjden Nor
1/3-2009

Tekst og fotos: Helle Hjorth

Hvorfor der absolut skulle være trukket "Gardisette-gardiner" ned over landskabet på årets første officielle forårsdag, er en gåde, men koldt og gråt var det på Horne Land!

Anledningen til Fugleværnsfondens Åbent Hus-arrangement var renoveringen af det ældste fugleskjul i Bøjden Nor - læs mere om det her.  Mens gæsterne ventede på Allan Gudios cowboykaffe kunne de iagttage blandt andet 1200 troldænder samt hybrider af samme og 2800 bjergænder. Desuden hørtes det fine kald fra en enkelt strandhjejle.


Per Bak, "Pedellen" i Bøjden Nor varmer tæerne ved bålet sammen med Allan.


Som en mystisk og lidt eksotisk gave på dagen opdagede Per Bak pludselig en skøn mistelten, som har etableret sig i et træ lige ved stien til skjulet. 


På en kold vinterdag må der bål til, og Allan tryllebinder sine tilhørere med skæve historier.


I skjulet var opstillet så mange teleskoper, at man dårligt kunne komme rundt for alle de ben. Med vanlig omhu gennemgik Tim Hesselballe (ikke på billedet) flokkene af ænder for at spotte hybrider.


Endelig er cowboykaffen færdig og kan prøvesmages. Bemærk den tjekkede udgravning, trebenet og den fine spejdergryde.


Så er der kaffe til alle, tykke, tynde og smalle! Herren til venstre har nu overtaget underholdningen og fortæller veloplagt om heksedoktorer i Sydamerika. Sebastian yderst til højre fandt en lille skrubtudse under en gren. Tudsen havde sin naturlige vintertemperatur og var ude af stand til at bevæge sig, stiv og kold som den var. Den blev lagt tilbage til senere optøning.