Udskriv

Åbent hus på Tangen, Nivå Bugt Strandenge
19/9 2011

Bo skriver:

Vejret var bedre end vejrudsigten forudsagde, så i begyndelsen var det ret behageligt gråvejr med kun en svag østlig vind. Vinden tiltog over middag, og det føltes ret koldt, så da det begyndte at regne lidt før kl. 13, gik de fleste hjem i varmen.

Egentlig var der en del fuglearter, men på grund af gråvejret blev det ikke de helt flotte fugleoplevelser, også fordi de fleste fløj forbi og ikke opholdt sig hos os længe. Der blev set 6 + 5 + 19 = 30 dværgmåger på træk, en flok på 43 knortegæs, 40 pibeænder,  86 knobsvaner, 2 storspover, en skærpiber og en musvåge.

På tangen og stenrevlen var der skarver, svartbag, sølvmåger, hættemåger og enkelte stormmåger, 200 juvenile viber, en flok unge stære, der fløj meget omkring, og ederfugle, en del hanner i eklipsedragt. Et par juvenile islandske ryler, der gemte sig meget i strandkanten, blev studeret en intensivt, og en enkelt mudderklire blev også set kortvarigt flere steder. Der var en bjergvipstjert i området om morgenen inden åbent hus startede.

Først en duehøg, så en kajak og til sidst en spurvehøg fik de fleste fugle på tangen på vingerne – et flot syn. I alt 42 gæster og 10 fra arbejdsgruppen var på fuglekik denne søndag, så i forhold til vejret var åbent hus rimeligt velbesøgt.