Udskriv

Åbent hus på Tangen, Nivå Bugt Strandenge
9/10 2011

Bo skriver:

"Rigtigt mange fugle og mennesker – årets sidst åbent hus på Tangen blev en rigtig succes.

Morgenen var klar og kold og stille, så det var i begyndelsen et pragtfuldt vejr med krystalklar luft til at se de mange musvåger, der allerede fra kl. ca. 8.30 kom trækkende i spredte flokke fra Ven og ind over land lidt syd for Nivå. I løbet af dagen gik trækket mere nordover, så der kom også en del musvåger tæt over tårnet midt på formiddagen. Vinden friskede op fra sydvest noget før middag, og så kom musvågerne inde over land nordfra, og ofte kunne man se dem ret tæt på, mørke og lyse musvåger, og midt på dagen 1 + 2 + 1 fjeldvåger. Ud over mindst 220 musvåger var der en landsvale, nogle sangsvaner højt oppe, en del sanglærker, en duehøg og en spidsand. På tangen stod de sædvanlige måger, skarver, viber, stære og 2 ryler. På vandet var der mange knobsvaner, toppede skalleslugere (51 blev de talt til af Karsten Winding), samt nogle pibeænder og ederfugle, men det var især en lille flok hvinænder, som blev vist mest frem i teleskoperne. Der blev set grågæs og en flok knortegæs, der lå på vandet mod Mikkelborg. Flere gange i løbet af dagen kom der spurvehøge forbi, og mange gange lettede alle små og mellemstore fugle fra tangen – et betagende syn med 150-200 viber og mange stære mv. På et tidspunkt lettede en del dobbeltbekkasiner fra rørskoven og fløj rundt tæt ved tårnet – der har nok været en 15-19 stykker i alt. Der var også mange besøgende, 40 mellem kl. 10 og 11 og 75 i alt i løbet af dagen. Så et rigtig godt sidste åbent hus arrangement på Nivå Bugt Strandenge i 2011."