Drama på Nyord. Åbent hus i fugletårnet på Nyord. April 2007

Tekst og foto Allan Gudio Nielsen 

Hellere lille og vågen, end stor og doven, lyder et ordsprog. Efter at have været vidne til et sandt drama, kun få hundrede meter fra fugletårnet, kunne dagens fremmødte hurtigt blive enige om, at dette ikke altid gælder i fugleverdenen!

Som så ofte var vandrefalken at finde på sin faste pæl ude på Sydengen. Her kan den sidde i timevis og besøgende gæster i tårnet mistænker undertiden i spøg Fugleværnsfondens frivillige arbejdsgruppe for at have placeret en udstoppet falk på pælen. Men i dag var der action for alle pengene! Pludselig lettede vandrefalken fra sin pæl og steg brat i stor højde over fugletårnet. Hvad der siden skete kan man se nedenfor – men husk at spænde sikkerhedsselen!


Vandrefalken tager tilløb højt over fugletÃ¥rnet - 


- og skaber kaos og panik blandt krikænderne neden for tårnet. Pilen viser vandrefalken som nærmer sig krikænderne. En skeand midt i billedet bryder sig bestemt heller ikke om fredsforstyrreren!


Bang! Nedslag! I midten (pilen) kan man skimte vandrefalkens gule ben. En krikand er lige blevet ramt og flere dykker i panik.


Den ramte krikand kommer på vingerne – og en svartbag blander sig i løjerne! Bagerst vandrefalken som optager jagten og i midten krikænder.


Den sårede krikand er blevet skilt ud og vandrefalken er lige i hælene på den. Svartbagen halser efter.


Vandrefalken rammer krikanden for anden gang, men den har så meget fart på, at svartbagen når at se sit snit til at snuppe den slagne and lige foran næbbet på falken!


Her flyver svartbagen væk med resterne af krikanden. En krage blander sig i løjerne, men opgiver hurtigt.


Efter at have sundet sig lidt snupper vandrefalken i stedet en stær – og så er der pludselig igen ballade! Ud fra ingenting dukker der pludselig en havørn op – og den vil have gratis stæresteg!


Havørnen gasser op og er faktisk ganske tæt på falken, men må dog trods alt opgive og vandrefalken flyver væk. En skrækslagen krage bliver overhalet!