Fugleværnsfonden får ny direktør
Onsdag 5. februar 2025
Stine Wamberg Broch bliver ny direktør i Fugleværnsfonden fra den 1. marts 2025

Stine Wamberg Broch
Direktør i Fugleværnsfonden fra 1. marts 2025
Som direktør for Fugleværnsfonden kommer Stine Wamberg Broch til at stå i spidsen for en naturfond, der øger biodiversiteten og genopretter naturen, så især truede fuglearter har et sted at raste, yngle og finde føde.
”Vi er glade for at kunne byde Stine velkommen i Fugleværnsfonden, for vi har således sikret os en særdeles velkvalificeret direktør til at stå i spidsen for de mange spændende opgaver, der venter. Fondens 26 reservater skal fortsat passes, udvikles og udvides til gavn for fuglelivet og til glæde for folk. Nye naturområder kommer til bl.a. som led i de store ændringer i landskabet som følge af Den Grønne Trepart. Her vil vi gerne spille en rolle - især i samarbejde med andre fonde, virksomheder og naturvenner,” siger fondens formand Martin Iversen.
”Stine vil sammen med Fugleværnsfondens medarbejdere og mange frivillige være med til at sikre, at vi alle fortsat kan opleve en rigdom af fugle og lytte til fuglenes sang. Vi glæder os til i fællesskab at løfte opgaven, for naturen må aldrig blive tavs,” understreger Martin Iversen.
Stine Wamberg Broch kommer direkte fra en stilling som afdelingschef for Politik, Strategi og Kommunikation på DMI. Inden da har hun varetaget lederopgaver i Landbrugsstyrelsen. Hun har en bachelor i geografi, er forstkandidat og har skrevet en ph.d. om, hvordan landmænd motiveres til at lave natur- og miljøprojekter.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at stå i spidsen for fondens arbejde med at købe arealer og skabe gode naturområder i en tid, hvor der er stort fokus på mere plads til natur”, siger Stine Wamberg Broch og fortsætter:
”Noget af det, jeg også ser rigtig meget frem til, er at møde samarbejdspartnere og alle i Fugleværnsfonden. Det bliver spændende at komme ud og hilse på Fugleværnsfondens frivillige, der passer godt på naturen i reservaterne, og jeg glæder mig til at opleve det, som fonden skaber. Det, at Fugleværnsfonden selv forvalter naturreservaterne med stor hjælp fra frivillige, er et særkende ved fonden, som jeg synes er ret fedt.”
Stine Wamberg Broch afløser Thomas Færgeman, som har valgt at stoppe som direktør.