Mød værterne bag Fugleværnsfondens Fugl af Glæde Podcast

Onsdag 26. november 2025

Af Jesper Gräs

Fugleværnsfondens podcast, Fugl af Glæde Podcast, runder snart afsnit nummer 25. I tre år har fondens naturvejledere Allan og Jørn formidlet alverdens spændende emner fra fuglenes univers sammen med en lang række gæster. I den anledning skal I her møde værterne, der ikke kan få nok af fuglenes univers og som elsker at formidle fuglenes forunderlige verden videre til andre.

Podcasten Fugl af Glæde Carsten Egevang

Både Jørn og Allan havde længe en drøm om at formidle glæden ved fugle via et medie. Da Allan kom op med podcast ideen slog de til og lavede en podcast fyldt med fugleglæde. Her skal du møde værterne bag podcasten.

Hvor og hvornår opstod jeres kærlighed for fugle?

”Jeg har været interesseret i dyr og natur siden jeg var helt lille, og fugleinteressen opstod sandsynligvis, fordi det var et af mange emner der var nemt at gå til. Man behøver stort set bare at kigge ud ad vinduet eller gå ud i haven, hvis man har sådan en. Det er svært med store katte, hvaler og krokodiller,” fortæller Jørn Dyhrberg Larsen.

Allan stemmer i: ”Jeg var sådan et barn, som syntes at alt i naturen var spændende. Fugle fyldte meget allerede fra start, men jeg var let at afspore - i en periode var jeg f.eks. vildt optaget af planteplankton. Det var dog fuglene, som jeg hele tiden vendte tilbage til - simpelthen fordi de er så let tilgængelige og er allevegne - året rundt.”

Hvorfor lavede I Fugl af Glæde Podcast?

”Vi søsatte Fugl af Glæde Podcast, fordi der manglede en dansk podcast om fugle. Fugleviden er som en uudtømmelig brønd - der er SÅ meget spændende at fortælle, og fugle giver en så mange glæder livet igennem. Det vil vi gerne få flere til at opdage,” fortæller Allan.

Og Jørn var ikke mange sekunder om at hoppe med på den idé:

”Podcast er smart, for man kan lave andre ting, mens man bliver underholdt eller bliver klogere, såsom at vaske op, køre bil eller stoppe strømper. Der manglede en dansk podcast om fugle, så da Allan forelagde ideen, sprang jeg på med det samme.”

Hvorfor skal man lytte til Fugl af Glæde Podcast?

”Fugl af Glæde Podcast går i dybden med emner, arter og ny fugleviden. Ofte har vi en gæst med, som har en særlig viden om et emne. Vi gør samtidig meget ud af, at det skal være hyggeligt at høre på,” svarer Jørn, og netop det med at invitere passionerede og vidende mennesker i studiet er vigtigt:

”Jeg synes, vi har valgt et godt koncept ved at invitere nye og spændende gæster med i studiet til hver udsendelse. Forhåbentlig kan deres viden og store kærlighed for fugle inspirere andre til at begynde at se på fugle,” forklarer Allan.

Gæster i Fugl af Glæde Podcast

I hvert afsnit tager værterne udgangspunkt i et emne, hvor en inviteret gæst har en særlig ekspertise eller interesse.

Fugle er fantastiske, og der er aldrig kedeligt i fuglenes verden. Det er udgangspunktet for Fugleværnsfondens Fugl af Glæde Podcast, der laves af fondens naturvejledere Jørn Dyhrberg Larsen og Allan Gudio Nielsen.

I hvert afsnit tager værterne udgangspunkt i et emne, hvor en inviteret gæst har en særlig ekspertise eller interesse. Nikolaj Kirk, Sebastian Klein, Peter Lund Madsen, Morten DD, Vicky Knudsen og Jon Fjeldså er blot nogle af de mange spændende gæster, der har medvirket i podcasten indtil nu, og der er masser af ideer og ønsker til fremtidens podcast afsnit.

Som lytter får du med lethed og humor en dybdegående og højtflyvende fugleviden samt viden om fugle fra ind- og udland, aktuelle ornitologiske begivenheder, dagens fugl der zoomer ind på en bestemt fugleart og meget mere. Yderligere lancerer podcasten snart en fast fuglequiz i, hvor vinderne vinder en podcast t-shirt og et podcast krus. Så der er masser at se frem til.