Naturforvalter til Fugleværnsfondens jyske reservater
Mandag 23. februar 2026
Er du vild med natur og ildsjæle? Bliver du varm om hjertet, når talen går på vildgræsning og fugle? Ved du hvad en spændingsmåler og et fællesskema er? Kan du skabe tillid hos både myndigheder, naboer, frivillige og dyreholdere? Og trives du i at arbejde selvstændigt?
Så se her: Fugleværnsfonden søger en fuldtids naturforvalter til vores reservater i Jylland, der omfatter moser, strandenge, ferske enge, søer og skove spredt fra den tyske grænse til lidt syd for Skagen.
Du vil få ansvaret for forvaltningen af størstedelen af fondens jyske reservater. Det sker i tæt samarbejde med dine kolleger i fonden og med fondens mange frivillige ildsjæle knyttet til reservaterne – ligesom det sker i tæt dialog med lokale dyreholdere, naboer, myndigheder og entreprenører.
Arbejdssted og hverdag
Vi er åbne for, hvor du er bosat. Du kan enten have base i Jylland og arbejde med udgangspunkt tæt på reservaterne med tilstedeværelse i København ca. 4-6 dage om måneden – eller have din daglige gang på fondens kontor i København med periodevis ophold ved de jyske reservater ca. 4-6 dage om måneden.
Uanset model vil der være en del rejseaktivitet til de jyske reservater og tæt samarbejde med kolleger i hele organisationen. Du vil indgå i et naturforvalterteam, hvor resten af sekretariatet har base i København.
Om dig
Du er en erfaren naturforvalter, der trives med at se ting ske i praksis. Du er biolog, skov- og landskabsingeniør, agronom, forstkandidat eller lignende. Du har kørekort og bil til rådighed. Og så er du en venlig, empatisk og udadvendt person, der får energi af kontakt med ildsjæle og samarbejdspartnere.
Du trives i en selvstændig stilling med stort ansvar og mange samarbejdsflader – og med en hverdag, hvor både naturpleje, koordinering og relationer fylder.
Vi tilbyder
En fast fuldtidsstilling i en fond, som sætter blændende naturforvaltning og -formidling over alt andet. Du bliver del af et dedikeret fagligt fællesskab med engagerede kolleger og frivillige. Du får kørepenge efter statens høje takst. Vi har fleksordning og du bliver omfattet af vores sundhedsforsikringer. Løn efter gældende overenskomst.
Hvis du vil vide mere, så kontakt naturforvalter Emilie Schmidt på tlf. 2449 0908 eller direktør Stine Wamberg Broch på tlf. 2434 3753. Når du ved, at vi er noget for dig, så send din ansøgning til naturforvalter@fuglevaernsfonden.dk senest den 13. marts. Vi afholder ansættelsessamtaler den 23. og 24. marts og vi forventer at du starter i stillingen senest d. 1. maj 2026.
Stormengene på Rømø er et af de naturreservater, som vores nye kollega skal forvalte.
Foto: Allan Gudio Nielsen