Frivillig i Fugleværnsfonden

319 frivillige i Fugleværnsfonden udfører naturpleje, vedligeholder faciliteter til besøgende, optæller fugle og arrangerer fugleture. Med andre ord er de med til at bestemme, hvor meget natur vi skal have.

Foto: Jørn Dyhrberg Larsen

Som frivillig er du med til at gøre en stor forskel for naturen, uanset om du vil hjælpe til i en times tid eller være en fast del af en af de frivillige arbejdsgruppe, der er i Fugleværnsfonden.

Som frivillig kan du være med til at holde fugleture, udføre praktisk naturpleje, optælle arter, vedligeholde publikumsfaciliteter, afholde skraldeindsamling og ikke mindst opleve naturen i fællesskab med andre.

En arbejdsgruppe tæller normalt 10-15 medlemmer. Nogle har en håndværksmæssig baggrund, andre nyder at slippe skrivebordet til gengæld for et stykke praktisk arbejde. Det hele foregår uformelt og med fokus på det praktiske. Én kender en planteskole, hvor der kan fås rabat til den gode sag, en anden har en trailer til hegnspælene, og en tredje kan låne en lang stige, så uglekassen kan komme godt på plads i træet.

Nogle kan afsætte meget tid, andre kan ikke. Men ingen har dårlig samvittighed over, at de ikke evner at være med til det hele.

Udover arbejdsdagene i naturen afholder arbejdsgruppen et planlægningsmøde et par gange om året, hvor nye aktiviteter og arbejdsdage planlægges.

Frivilligt arbejde i fuglereservaterne er en aktiv og lærerig fritidsbeskæftigelse: man får masser af frisk luft og motion ved det fysiske arbejde, og på længere sigt får man et godt indblik i naturpleje og samspillet mellem naturen og fuglenes levevilkår. En god måde at opleve naturen på.

At arbejde sammen og få tingene til at fungere er også et godt udgangspunkt for socialt samvær og for at lære nye mennesker at kende. En sidegevinst ved det frivillige arbejde er, at mange arbejdsgruppemedlemmer på kryds og tværs opbygger gode venskaber.

Fugleværnsfonden har 300 aktive frivillige som samlet yder en arbejdsmængde, der svarer til flere fuldtidsarbejdere. Takket være deres indsats, sparer de Fugleværnsfonden for udgifter, der ellers skulle trækkes fra de årlige indtægter fra privatbidrag og fonde. Og de gør det med glæde, fordi de kan se både formål med og resultater af deres indsats. De sparede midler kan i stedet anvendes til opkøb af endnu flere naturområder og til endnu bedre levesteder for fuglene i Danmark.

Man kan være frivillige i alle Fugleværnsfondens naturreservater, undtagen i reservaterne Ægholm, Nakskov Indrefjord, Roholm og Råbjerg Mose.

Har du lyst til at yde en indsats på et af vores naturreservater, er du velkommen til at kontakte Fugleværnsfondens sekretariat på telefon 3328 3839 eller på mail fvf@fuglevaernsfonden.dk for flere oplysninger.