Om Fugleværnsfonden
I Fugleværnsfonden giver vi naturen plads. Vi køber områder og genopretter omhyggeligt naturen, så sårbare arter får et hjem med plads, ro og føde.
Lyden af vibens sang høres alt for sjældent. Viben, sanglærken og mange andre arter er truede, og der bliver færre af dem. Fordi naturen mangler plads. Forsvinder fuglene, bliver vores børn og børnebørns verden tavs. De hører ikke fuglenes sang.
Men det er ikke for sent at gøre noget.
I Fugleværnsfonden bringer vi fuglene tilbage ved at give naturen mere plads.
Med støtte fra borgere, fonde og virksomheder køber vi jord op og genopretter naturen, så fuglene, insekterne, padderne og alle andre arter får et hjem med plads, ro og føde.
Naturen må aldrig blive tavs.
Lad fuglene synge for evigt.
Beskyt deres hjem.
Fugleværnsfonden er organiseret i en bestyrelse, et sekretariat og frivillige.
Fugleværnsfonden blev som den første naturfond i Danmark stiftet i 1966 af Dansk Ornitologisk Forening (DOF). Siden 2006 har fonden virket som en selvstændig almennyttig, erhvervsdrivende fond.
I dag ejer og forvalter Fugleværnsfonden 26 naturreservater på godt 1300 ha, som vi selv forvalter sammen med flere end 300 frivillige.
Fonden har sekretariat i Fuglenes Hus sammen med DOF – www.dof.dk - som vi har et fuglefagligt fællesskab med.
Bestyrelse
Fugleværnsfondens bestyrelse består af 12 medlemmer, som alle arbejder frivilligt og ulønnet. De brænder også for fuglene og naturen, og de bidrager med en lang række vigtige professionelle kompetencer, som skaber en tryg ramme om fondens fremdrift.
Se mere
Frivillige
319 frivillige i Fugleværnsfonden udfører naturpleje, vedligeholder faciliteter til besøgende, optæller fugle og arrangerer fugleture. Med andre ord er de med til at bestemme, hvor meget natur vi skal have.
Se mere
Medarbejdere
Medarbejdere i sekretariatet står for den daglige drift af fondens arbejde med at købe områder og genoprette naturen i dem. Sekretariatet består af ti ansatte og to frivillige.
Se mere
Midlerne til opkøb og forvaltning af naturreservaterne kommer fra testamentariske gaver, tilskud fra fonde og legater samt - ikke mindst - fra private bidrag.
I 2023 blev der købt to nye naturreservater, nemlig Karmark Engsø og Stoubæk Krat.
Du er altid velkommen til at skrive til os på fvf@fuglevaernsfonden.dk eller ringe på 3328 3839.
Vi har telefontid mandag - fredag mellem kl. 10 - 15.