mandag 19. august 2024

Fugle og klima lige til grænsen

Bremsbøl Sø er gravet ud i det flade monotone landbrugsland som et tysk-dansk klimatilpasningsprojekt og skal modvirke oversvømmelser ved skybrud. Søen er bare ti år gammel, og naturen og fuglene er allerede flyttet ind.

af Jørn Dyhrberg Larsen

I det flade sønderjyske landskab ligger Bremsbøl Søs blå vandspejl som en udvidelse af Sønderåen med den sydlige bred strejfende den tyske grænse og som en afveksling i det ellers monotone landbrugslandskab syd for Tønder. Søen har kun eksisteret i godt 10 år, og er blevet til som et fælles tysk/dansk klimatilpasningsprojekt i forventningen om de kommende tiders stigende regnmængder og særligt forventningerne om hyppigere skybrud.

Når de store mængder af regn falder på kort tid, ophobes vandmængderne, og der opstår risiko for oversvømmelser i lavereliggende områder. Her tjener søer som Bremsbøl Sø som et midlertidigt reservoir, hvor vandet kan opholde sig, indtil det får tid til at løbe videre mod Vadehavet, i stedet for i naboejendommenes kældre.

NATUREN FLYTTER IND
Midt på den blå flade lyser hvide pletter op. Det er sølvhejrer, som ubevidst kæmper med knopsvanerne om ornitologernes opmærksomhed. En sidegevinst ved klimaprojekterne er, at naturen og herunder fuglene får lov til at flytte ind, og det er med det fokus, at Fugleværnsfonden i 2013 erhvervede søen og siden har forvaltet den. Her skal naturen få lov at boltre sig på de tidligere landbrugsjorder.

Sølvhejrerne var en af de første til at kvittere og tage området til sig og kan vel nærmest kaldes en karakterart for Bremsbøl Sø. Ind imellem ses flokke på op mod 20 søge føde i søen. Flere andre arter kan opleves på tæt hold her. Den sydlige underart af blåhalsen – den med den hvide plet i den blå strube – kan opleves på tæt hold i forårsmånederne, hvor den synger på højtryk ved søbredden. Sønderjylland og herunder området ved Bremsbøl Sø var artens første bastion i Danmark, da den indvandrede for mellem to og tre årtier siden. Siden har arten bredt sig til resten af landet, men yngler fortsat talrigest i Sønderjylland.

Bremsbøl Sø ligger få kilometer fra Hasberg Sø, som er kendt for Sort Sol – den spektakulære samling af stære der i hundredtusindvis går til fælles overnatning i rørskovene efter ynglesæsonen. Der falder derfor naturligt lidt af på Bremsbøls Søs stærekonto, da en del af disse stære hen under aften trækker over Bremsbøl Sø på vej mod soveværelset ved Hasberg Sø.



 

Information
Blåhals
Bremsbøl Sø
Sort sol – den spektakulære samling af stære