Nye flydende øer giver håb for norets ynglefugle

Tirsdag 17. marts 2026

Af Stine Bærentzen

Godt nyt for de truede fjordterner: To flydende øer skal give sårbare og truede fuglearter et sikkert sted til at bygge rede. Øerne ligger for anker i Nørreballe Nor i naturreservatet Tryggelev Nor på Langeland.

Nogle af de mest sårbare fuglearter, vi har i Danmark, yngler i naturreservatet Tryggelev Nor på Langeland. Heriblandt den næsten truede fjordterne.

Når fjordternerne i april ankommer til reservatet for at yngle, kan de flyve over noret og opdage to nye flydende yngleøer, som ligger ganske tæt på de tre ældre fastanlagte yngleøer.

På de nye øer kan de danne ynglekoloni med hættemågen, som også er i tilbagegang og moderat truet i Danmark.

Fjordterner

Fjordterner

Foto: Gert Pedersen

Æg og unger i sikkerhed

De nye flydeøer vil uden tvivl falde i ternernes smag. Øerne minder lidt om tømmerflåder og er bygget af holdbare pontoner. Oven på øerne ligger natursten, som ternerne kan bygge rede på og rundt omkring ligger der små rør, som ungerne kan søge ly og beskyttelse i.

De flydende yngleøer er udstyret med aluminiumskanter, der gør dem prædationssikre mod en række rovdyr såsom odder, mink og ræv. Du udlagte rør (ungeskjul) er en sikkerhed mod de flyvende trusler.

En stor holdindsats for fuglene

Frivillige i Fugleværnsfonden og gode samarbejdspartnere var mødt talrigt op for at hjælpe til og få stillet den faglige nysgerrighed, mens øerne blev samlet.

Med skovle blev stenene på flydeøerne skubbet på plads, inden øerne blev sejlet ud og lagt for anker.

”Vi håber meget, at yngleøerne vil blive taget i brug af fjordternerne allerede i år. I dag er det den 10. marts, og det er lige inden, at ynglesæsonen går i gang for de fleste fugle og vi giver dem ro i reservaterne. Så vi har haft travlt med at få øerne klar og sejle dem ud,” siger naturforvalter i Fugleværnsfonden Laura Sprehn.

”Og så sidder vi ellers lige om lidt inde ved bredden og krydser fingre og følger med i teleskoper for at se, om øerne vil blive bosat af ynglefugle.”

De nye yngleøer er finansieret af Better BirdLife.

Flydende yngleø sejles ud

Første flydende yngleø blev trukket ud til det sted i noret, hvor den i dag flyder og skaber rammer for uforstyrrede redepladser.

Foto: Jan Erik Hansen

Projektet Better BirdLIFE tilstræber at forbedre vilkårene for 10 arter af ynglefugle og 4 arter af trækfugle i den vestlige Østersø. Der arbejdes på at sikre og udvide arternes yngle- og levesteder samt forbedre forholdene i en række naturtyper.

Projektet udføres i et samarbejde mellem 9 partnere med Middelfart Kommune som hovedansvarlig. De øvrige partnere er Fugleværnsfonden, Kerteminde, Kolding, Nordfyns og Sønderborg kommuner, Naturstyrelsen, Stiftung Naturschutz Schleswig-Holstein og Syddansk Universitet.